Udskiftningsbænken

Udskiftningsbænken

Til alle forældre, bedsteforældre og andre interessenter, hvis børn/børnebørn eller familie spiller håndbold i Tåsinge Håndboldklub.
Bestyrelsen ønsker for den kommende sæson 2017/2018 og fremadrettet at sikre et strukturet forældre og klubsamarbejde i forbindelse med den daglige drift af klubben.
Vi har indtil nu arbejdet meget målrettet med at styrke de organisatoriske og strukturelle dele af Tåsinge Håndboldklub. Der er stadig masser af opgaver og vi har derfor behov for hjælp til arbejdet, i hallerne og på banerne. Det at drive en sund forening kræver andet end kærligheden til håndboldspillet, gode ideer og tanker – det kræver også nogle til at eksekvere og være til stede.
Derfor vil vi indføre en struktur som sikrer at alle får en berøringsflade med det daglige arbejde igennem ”Udskiftningsbænken”.
Udskiftningsbænkens opgaver er tænkt som en koordinerende rolle, kendt fra fx. folkeskolen. Vi ønsker at der er flere, der vil påtage sig denne opgave, så små praktiske opgaver bliver løst blandt forældrene – og giver jeres holds træner fri til netop det de har valgt at være: træner – det er nemlig det de brænder for, at træne og udvikle Jeres børns sociale, kammeratlige og håndboldmæssige evner.
Vi ved at manglende indsigt i forhold til hvad opgaverne kræver, holder mange fra at påtage sig disse. Derfor vil disse både være beskrevet og defineret for at sikre et godt overblik. Men al begyndelse er svær og vi håber på forståelse for at vi må hjælpes ad med at få tingene til at gå op i en højere enhed. Samtidig må vi ikke glemme at klappe hinanden på skulderen og anerkende når det lykkes og vores børn får en god oplevelse ved at være medlem i Tåsinge Håndboldklub.
Tanken er at Udskiftningsbænkens indfasning i klubben sker gradvist, således at vi i denne sæson ”kun”har nogle få faste opgaver som skal løses og så bygger vi på over de næste år.
Nedenfor er der oplistet de 6 opgaver som skal løses af forældrene på hvert hold i sæson 17/18:

● Holdleder
● Sidde ved dommerbord ved hjemmekampe
● Kørsel til og fra kampe (i samarbejde med holdleder)
● Frivillig til Efterårsfesten i Tåsinge Hallen
● Frivillig til løbsmessen
● Partnerjæger (opsøge nye potentielle sponsorer)

Der er udarbejdet et årshjul som kan bruges til at skrive sig på til at løse diverse opgaver. Man kan skrive sig på for en måned eller flere måneder. Der er også opgaver af få timers varighed.

Alle opgaverne vil være beskrevet på nogle ”kort”, således at man kan få et overblik over omfang og indhold. Se disse på klubbens hjemmeside.

Vi håber at I vil tage godt i mod dette nye tiltag og hjælpe klubben, dens trænere og dem der allerede gør en stor frivillig indsats. På forhånd tak.

Bestyrelsen